onsdag den 15. august 2012

Ankomst

Så er vi kommet til Lausanne i Schweiz. Flyveturen gik fint, og vi var endda fremme før tid. Vi fløj til Geneve og kørte med tog videre til Lausanne.
Da vi kom til skolen blev vi mødt at José, som står for vores ophold hernede. Han bød os velkommen og havde en masse informationer til os. Vi fik bl.a. at vide, at vi skal skrive en opgave under vores ophold om et valgfrit emne. Derudover har vi 8 ugers praktik i stråleterapien, hvor det lader til, at vi skal fungere i klinikken på samme måde, som vi har været vant til i Danmark. Den ene af os skal have 4 ugers klinik, 4 ugers opgaveskrivning efterfulgt af yderligere 4 ugers klinik. Den anden skal have 8 ugers klinik i træk og derefter 4 ugers opgaveskrivning.
Før praktikken skal vi udforme en form for læringskontrakt, hvor vi på samme måde, som deres almindelige studerende, skal beskrive hvad vi gerne vil have fokus på, og hvad vi forventer at få ud af praktikken.
Vi har fået et værelse hver på 11. etage, men der er heldigvis elevatorer. Udsigten er helt fantastisk, som det også kan ses på billederne.
Om aftenen gik vi en tur ned i byen. Der er utrolig stor højdeforskel i byen, så det var ret hårdt at gå hjem, men her er rigtig flot.
Vejret er rigtig dejligt. Det er lidt over 30 grader, så det er dejlig varmt. Det gør det dog lidt svært at sove.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar