Biograftur

Den anden dag tog Carsten og jeg en tur i biografen. Vi havde fundet ud af, at nogle af filmene blev vist på originalsprog. Vi forventede, at der ville være franske undertekster på filmen selvom den blev vist med engelsk tale. Det var der også. Det sjove var bare, at der både var franske og tyske undertekster. Det vil sige at hvert sprog kun have en enkel linje at gøre godt med, så jeg tvivler på at man har fået hele historien hvis man kun læste underteksterne.

De sidste 4 uger har jeg haft fri til at skrive opgave, hvor Carsten har skulle i klinik. Nu bytter vi, så fra på mandag skal jeg i klinik ind til vi skal hjem og så har Carsten fri til at skrive.
Lige nu synes jeg at der lidt mange opgaver, der hænger over hovedet på mig. For det første skal opgaven her nede afleveres d. 9. november. Derudover håber jeg på at være lidt mere i gang med min bachelor inden vi tager hjem, og så skal vi også lige aflevere modul 13-opgaven når vi kommer hjem. Puhh ha... alt den skrivning. Jeg må hellere komme videre :)

September

Ja, så gik der vidst lige en måned. Beklager. Jeg syntes ikke, at der skete det store. Det var mest bare hverdag, men lidt er der da sket.

Fransk. Ja, det er altså svært. Når man har været i praktik hele dagen er det svært at have overskud til at øve fransk når man kommer hjem, så det bliver mest til at øve det med kollegaerne. Dette kan dog være lidt en udfordring, da der ikke skal særlig meget til før at de opgiver at tale med én der ikke forstå hvad de siger. Samtidig er det jo det der skal til for at man lærer det!
Det ville være rigtig rart hvis de bare kunne tale lidt langsommere, men det er jo svært. Jeg fik at vide af en, at  hun jo ikke kunne holde styr på sætningen, når hun skulle tale langsomt til mig, så det måtte blive på engelsk.

I øjeblikket har jeg fri, mens at Carsten er i klinik. Når han har haft 8 uger i alt har han fri de næste 4, hvor jeg skal være i klinik. Disse 4 uger skal bruges på at skrive en opgave, som vi skal aflevere inden vi tager hjem, da det er en del af de ECTS-point opholdet giver. Samtidig forsøge vi at komme i gang med vores bachelor-opgaver, så vi har masser at tage os til.

I weekenderne forsøge vi at komme ud og se nogle ting. Den ene weekend tog vi til Montreaux om søndagen. Det er en by der ligger i den ene ende af søen. Det tog ca. 30 min med toget. Herfra gik vi langs vandet ud til Chillon Castle der ligger i udkanten af Montreaux. Efter 2 timer rundt på borgen gik vi tilbage til Montreaux hvor vi købte kinesisk take-away og tog med ned til vandet og spiste. Vejret var helt fantastisk og vi nød at lave noget andet.
Om mandagen havde vi fri, fordi det var helligdag.

Weekenden efter kom Carstens forældre på besøg. Vi fik lov til at holde fri om fredagen, så vi kunne have mere tid sammen med dem. Vi tog hen og viste dem den store kirke og tog metroen ned til vandet for at se den dejlige udsigt. Den ene dag tog vi toget til Vevey og videre til Montreaux, da det er en super flot togtur og udsigten fra Montreaux er helt anderledes end fra Lausanne.
Dagen efter tog vi igen toget til Montreaux, men denne gang tog vi videre op til Roches de Naye, hvor der var en helt utrolig udsigt. Togturen i sig selv var en helt specielt oplevelse.
Det var alt i alt en utrolig dejlig weekend med nogle gode oplevelser.

Puhh... Det er hårdt

Puhh... Jeg er helt bombet efter 2. klinikdag. Jeg mødte 7:30 og var ved deres elekta-accelerator hele dagen. Vi havde næsten kun bryst-patienter, så det var meget, som jeg har været vant til, men så alligevel ikke.

De følgende ting giver nok bedst mening for dem der kender til stråleterapien:
Alle patienterne får lagt et lagen eller lignende hen over sig under behandlingen. Dette har jeg været vant til at har været strengt forbudt. Området, hvor der skal stråles, skal være helt bart.
Rigtig mange af patienterne fik lagt bolus på, hvilket ikke var lavet specielt til hver enkel, som jeg har været vant til. Det var 2 store stykker bolus på omkring 30 x 30 cm, der var tapet sammen til at blive ét langt stykke. Det blev lagt hen over patientens bryster (det var ikke kun mastektomerede, der fik bolus på), så det dækkede det meste af thorax. Det lå ikke nødvendigvis helt tæt til huden, som vi har lært, at det skal.
Ved hver patient skal vi udfylde en tjekliste på computeren, hvor vi skal svare på om det er den rigtige patient, om data på computeren stemmer overens med patientens data, om patienten er alene i rummet og om der er noget acceleratoren kan støde ind i.

Første dag i klinik

Så nåede vi endelig til første dag i klinikken. Det har været en meget spændende dag, men samtidig rigtig hårdt.
Vi mødte kl. 8, hvor vi fik udleveret et skema for den første uge. Vi skal være på forskellige maskiner hver dag i denne uge, så vi får et indtryk af arbejdet i klinikken. Derefter har jeg forstået det som at vi skal være en uges tid ved hvert apparat, men nu må vi se. Vi skal møde kl. 7:30 de fleste dage, men formentlig også kl. 7 nogle dage, for at være med til morgentjek af maskinerne. Det er heldigvis sådan, at vi bor lige ved siden af hospitalet - faktisk ligger skolen på hospitalsområdet. Det er forskelligt hvornår man har fri. Det kommer an på hvilket apparat man er på, hvor mange patienter der er osv. Dog er det meget normalt at man har fri omkring kl. 17. Midt på dagen har vi 1-1½ times frokostpause. En af radiograferne fortalte at hendes gennemsnitlige arbejdstid var 8 timer og 20 min om dagen.

I dag skulle vi være ved hver vores tomotherapy. Ingen af os har arbejdet med tomotherapy før, så det er spændende at se en anden måde at behandle på. De fleste af procedurerne er dog de samme. Der er dog mange ting, som de gør anderledes eller slet ikke gør.
Vi har været vant til, at der har været utrolig meget fokus på håndhygiejne på hospitalerne i Danmark. Det er ikke noget, man gør her. Lejet sprittes ikke af mellem patienterne, og det er ikke altid at lejestykket bliver skiftet.
Patienterne her har ikke CPR-nummer, så det tjekker man selvfølgelig ikke. De kalder patientens navn og siger, at de gerne må gå ind og klæde om. Dette er den eneste identifikation, der foregår. Vi har været vant til, at man tjekker, at det er den korrekte patient, der er valgt på maskinen ved, at patienten skal identificere sig inde i behandlingsrummet.
En anden pudsig oplevelse i dag var en kvindelig patient der ikke havde fået en tatovering på symfysen, hvor jeg forventede at hun havde én. Jeg fik at vide af radiografen at det formentlig var fordi det havde været en mand der scannede hende og at han af respekt for hende ikke ville tatovere hende i det område!

Udover at der var mange nye måder at gøre tingene på, skulle vi også forsøge at begå os på fransk. Der er heldigvis nogle af radiograferne, som kan tale noget engelsk. Jeg var sammen med en pige fra Portugal i dag, som kunne fortælle mig nogle af tingene på engelsk, men også tale noget fransk med mig. Man bliver utrolig træt i hovedet af hele tiden at forsøge at forstå hvad de siger.

Løbehjul

Løbehjul er tilsyneladende det store hit her i Lausanne. Alle løber på løbehjul - selv folk i jakkesæt!
Det er tilsyneladende måden at komme rundt på her. Det giver egentlig også rimelig god mening, da der er så stor hældning på vejene overalt. Man kan køre på løbehjul ned og så kan man tage metroen hjem. Man kan selvfølgelig også tage cyklen, men det smarte med løbehjulet er at det ikke fylder særlig meget at have med i metroen. Cyklen må man vidst godt have med, men der er tit mange mennesker i metroen, så det er smartere med løbehjulet.
Jeg er dog ikke sikker på, at jeg ville turde hverken cykle, løbe på rulleskøjter eller løbehjul ned ad vejene her, for det er altså en seriøs hældning, der er på de fleste veje. Jeg har det fint med at gå og tage metro og bus.

En anden ting, der er meget sjov, er, at bilisterne hernede rent faktisk stopper, hvis man står ved et fodgængerfelt. Jeg bliver overrasket hver gang, for derhjemme skal man jo nærmest være midt ude på vejen, før folk overvejer at stoppe.

Første besøg på klinikken

Tirsdag var vi på besøg på den klinik, hvor vi skal være under vores ophold. Vi mødte den uddannelsesansvarlige, og talte om den opgave vi skal skrive, og om hvorvidt det kunne lade sig gøre at undersøge de ting, vi gerne ville undersøge. Derefter fik vi en rundvisning på klinikken, som var en del mindre end vi havde forventet. De har fire behandlingsappareter, hvor vi begge var vant til klinikker med mere end ti. Den uddannelsesansvarlige forklarede, at det var meget brugt i Schweiz at have flere små klikker i stedet for én stor, og med den nye stråleterapiklinik, der snart åbner vil der være fire klinikker, bare i Lausanne alene. Vi fik en chance for at møde vores fremtidige kolleger på afdelingen, og efter rundvisningen fik vi lov til at være en time i et behandlingsrum, for at få et lille indtryk af hvordan det var. Begge apparater gjorde brug af tomoterapi, som ingen af os havde haft med at gøre før, så det var spændende at se. Det var en god chance for at se om vores fransk var godt nok til at kunne kommunikere med personalet, der ikke alle kunne tale og forstå engelsk. Men de var gode til at tale langsomt, og mange af dem havde heller ikke fransk som deres modersmål (mange kom fra portugal, da der åbenbart ingen jobs er der), så det endte med at gå helt fint.

En meget interessant ting ved afdelingen er, at det er radiografer der både scanner, behandler og laver dosisplaner. Vi har været vant til at størstedelen af personalet i behandlingen har været sygeplejersker. Derudover er personalet her ikke kun i én af sektionerne. De skifter mellem alle 3 sektioner, så de fleste kan være alle steder. Dette er noget, vi i løbet af uddannelsen har fået at vide på hospitalerne, ikke ville være muligt, fordi det ville være for svært at følge med i udviklingen på denne måde. På Herlev var der et par radiografer, der skiftede mellem behandlingen og planlægningen, men at skifte mellem dosisplanlægningen og andre sektioner, har vi flere gange fået at vide, ikke ville kunne lade sig gøre. Her ser det dog ud til at fungere  fint, og det giver en stor flexibilitet. Det er samtidig noget, de her synes er utrolig vigtigt, da det giver en bedre forståelse for de andre områder.

Metro-kort

Så fik vi endelig lavet os et månedskort til metroen. Det var med lidt udfordring.
I fredags var vi gået ned til den station, hvor man kunne købe metro-kort, men ekspedienten sagde noget med et pas og billedet i passet. Vi var helt sikre på, at det betød, at vi skulle have fat i et pas-billede. Det gav jo fint mening, da det jo også er nødvendigt for at få et månedskort i København. Vi tænkte, at vi måske kunne bruge billederne fra vores danske månedskort, så vi spurgte ikke ind til hvor vi kunne få taget billeder. Hjemme på kollegiet blev vi dog enige om, at vi hellere måtte få taget nogle nye.
Lørdag orkede vi ikke lige at gå så meget, og søndag har alt lukket, så projektet blev udskudt til mandag. Vi syntes ikke rigtig, at vi havde set nogle stedet, hvor man kunne få taget billeder, så vi gik ned til stationen for at spørge. De havde tilsyneladende et sted på stationen, hvor man kunne lave pasbilleder, så det lavede vi og stillede os så i kø. Da vi kom frem til kassen, viste det sig, at hun bare scannede billederne, hvorefter hun printede et metro-kort med billede på. Vi kom frem til, at den første ekspedient, nok slet ikke havde sagt, at vi skulle have et billede med, men at vi derimod bare skulle medbringe passet, så de kunne scanne billedet!

Vi tog metroen ned til vandet for at gå en tur. Det var rart for en gangs skyld ikke at skulle gå de lidt under 3 km med et fald på 200 højdemeter (og op igen).
Vi havde kigget på vores kort og fundet ud af, at der ved siden af havnen skulle ligge en strand og et stort grønt område. Da vi kom derhen, var der rigtig nok en strand, svømmepøl og et stort grønt område. Der var bare også hegn hele vejen rundt om og betaling ved indgangen. Vi gik videre om på den anden side, hvor vi fandt en lille bitte strand og et lille grønt område uden betaling, så vi stadig kunne nyde det gode vejr ved vandet.